Du er her: 

At sørge sammen er livstrængende

Privatfoto: Urnenesættelse – fra Sct. Pauls kirke i Hadsten d. 29 august2020. Birgit Hansen mistende d. 30 marts sin mand. Bisættelsen fandt sted d. 4 april, hvor der kun var 8 personer til stede. Pga. covid 19 gik der fem måneder til hun kunne mødes med familie og venner til urnenedsættelsen og den fælles mindesammenkomst. I foråret under den totale nedlukning af Danmark blev mere end 70 personer bisat eller begravet i Folkekirken Favrskov.

Af: Jounalist Anne Dorte Nørby
I en tid hvor Danmark lukkede ned måtte Birgit Hansen lægge sin elskede i graven og leve med sorgen, der fulgte. Men at sørge sammen med andre er livstrængende, når vi mister dem, vi holder af.

 - Jeg kom hjem og fandt min mand liggende på gulvet i køkkenet. Ambulancen kom og mine 3 børn og svigerbørn. Men der var ikke noget at gøre. Hilmer var død, fortæller 87´årige Birgit Hansen, der d. 30. marts 2020 mistede sin ægtefælle.

- Det var håbløst og kaotisk. Jeg tror, at jeg var i en form for chok. Han lå herhjemme i min seng i 6 timer, indtil lægen kunne erklære ham død og vi kunne synge ham ud.

Undervejs ringede Birgit og hendes børn til bedemanden for at få aftalt det praktiske omkring dødsfaldet.
Normalt mødes man med bedemanden, men pga. nedlukningen af landet og smittefaren for Covid-19, så blev den svære samtale til en lang snak med telefonen på medhør.

-Det var mærkeligt. Telefonen lå her på bordet. Min søn skrev og skrev… alt som skulle ske her og nu. Det går så stærkt. Kirke, bisættelse, gravsted... Man kan slet ikke kapere det. Det havde været godt, hvis bedemanden havde været her og siddet sammen med os. Men det måtte vi jo ikke, fortæller Birgit Hansen.

Usædvanlig bisættelse
Familien blev hurtigt klar over at bisættelsen i kirken ville blive helt anderledes end normalt. Som i resten af landet, var der indført strenge restriktioner pga. covid-19.

- Det var så mærkeligt at sidde alene i den store Sct. Pauls kirke i Hadsten. Vi var 8 mennesker. Det var forfærdeligt, at hele familien og vennerne ikke kunne være med. Men der var ikke noget at gøre. Der kunne egentlig godt være to mere i kirken – men hvordan vælger man to ud af 26 familiemedlemmer?
Blot få dage forinden havde vi alle fejret Hilmers 90 års fødselsdag på Inside i Hammel… Nej, det var for svært et valg.

Brug for nærhed
Efter bisættelsen var det kun Birgits tre børn og svigerbørn, der kom med hjem til kaffe, hvor der blev sat en plade i bordet, så de kunne sidde med god afstand fr at undgå smitte.

- at man så skal sidde sådan. Det er hårdt. Når man er familie, så er det livstrængende at kunne være sammen, når man er i sorg. Men min datter har lungekræft, så hende skal vi jo også passe på, fortæller Birgit med grøde i stemmen.

I dagene efter dødsfaldet savnede Birgit Hansen, at mødes med familien og vennerne. For selv om hun fik nogle gode snakke i telefonen og gennem vinduet, så var der alligevel noget, som manglede. 

- Det er en speciel tid at miste i for oven i tabet, kunne vi ikke mødes fysisk.
Alle var jo bange for, at jeg skulle blive smittet med corona. Derfor var det også så godt, at vi kunne mødes senere til urnenedsættelsen. 

Langt om længe - et fælles farvel
D. 29 august  - 5 måneder senere – sad familien atter i Sct. Pauls kirke. Denne gang var de ca. 50 familiemedlemmer samlet til urnenedsættelsen. Folkedanservenner, og gamle soldaterkammerater stod i våbenhuset eller ude på kirkegården. Andre var kørt direkte til Kollerup Kro, hvor den efterfølgende mindesammenkomst blev holdt.

– Det blev en god oplevelse i kirken. Når der er gået fem måneder fra dødsfaldet, så er det kommet på afstand. Man er faldet mere til ro med det, som er sket. Jeg var bange for, at jeg skulle til at have rippet en masse op i det igen, at reaktionen så kom – men det skete ikke sådan – selvfølgelig var jeg deprimeret og sådan, men ikke så slemt.

 - Præsten holdt en god og personlig prædiken og vi sang de samme salmer, som til bisættelsen. Den blå anemone, Blomstre som en rosengård og Altid frejdig. Det var rart, at kunne være sammen om at tage fælles afsked med Hilmer, som jo har været min ægtefælle i mere end 66 år. Det var vi alle enige om – både familie og venner.

At leve med sorg
Selv om Birgit Hansen klarer den forandrede hverdag efter tabet af sin mand, så er sorgen der stadig. Derfor går hun også jævnligt på kirkegården.

- Det er svært at sætte ord på, hvad det betyder for mig at besøge gravstedet. Men hvis ikke jeg kommer der en gang eller to om ugen, så synes jeg alligevel, at det er mærkeligt. Jeg har også mødtes der med mine børn og børnebørn. Det har givet anledning til gode samtaler, fortæller Birgit, der i denne tid også ser frem mod allehelgen.

- Jeg har før været til allehelgensgudstjeneste både da jeg mistede min far og min mor. Det vil jeg helt sikkert også gøre i år. Hvis ellers vi får lov pga. Covid-19. Det håber jeg, for det har været en god og stærk oplevelse, at komme der om mindes – sammen med andre.

Læs også:
Sorggruppe - for dig som har mistet

Del dette: