Du er her: 

Sørgende efterlyser minderitualer

Sorggruppeleder og sognepræst Mette Krabbe.

Danmark er et fattigt land, når det kommer til ritualer, der kan rumme sorgen. Sorggruppeleder og sognepræst Mette Krabbe fortæller, hvordan ritualer kan hjælpe med at hegne kaos ind, når sorgen melder sig.


Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen
køber vi blomster og taler,
som på enhver anden dag 
indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af største betydning.

Sådan skriver Søren Ulrik Thomsen i digtsamlingen Rystet spejl.

Og vi er mange, der gør, som digteren gør. Vi går på kirkegården for at besøge det sted, hvor vores kære ligger. Vi vender tilbage på særlige mærkedage, på fødselsdage og dødsdage, til jul og Allehelgen. Vi vender tilbage for at mindes og for at tale med dem, vi savner, lette vores hjerte eller bare sørge for at stedet, gravstedet, som nu engang er det sted i verden, hvor vores kære ikke er, ser ordentligt og pænt ud. 

Hvorfor gør vi det?

Ja, først og fremmest fordi at de mennesker, vi har mistet og som vi livet igennem har været knyttet til, bliver ved med at leve i os, selvom de ikke er mere. Og det at gøre noget, gå på kirkegården, gå i kirken, tænde lys eller noget helt fjerde, det er med til at hegne kaos ind. Give sorgen sin plads, uden at lade den opsluge os helt. Ved at have faste ritualer og et sted at gå hen giver vi plads til sorgen.

Kirkegården er stedet for afsked og adskillelse. Den er sorgens og mindernes sted, men samtidig bliver det også nærværets sted. Mange oplever, at kirkegården og gravstedet netop er stedet, hvor de gode samtaler, der så brat blev afbrud, kan føres videre. Gravstedet, som nu engang er det sted i verden, hvor vores kære ikke er, bliver stedet for nærvær og samtale. Et fristed hvor man kan være, med den kærlighed, døden ikke har gjort mindre. 


Allehelgen rummer sorgen
Med begravelsesritualet får vi sagt et sidste farvel til vores døde på en god og ordentlig måde, men vi har ikke i vores kultur, fælles ritualer, der bærer med på sorgen - ud over allehelgengudstjenesten. Her mindes vi og bærer sorgen i fællesskab. 

Den nyeste sorgforskning viser, at vi ikke kommer over sorgen når vi mister vores nærmeste. Sorgen forandrer sig med tiden. Den får andre udtryk. Vi finder en måde at leve med den på, men vi kommer ikke over den.  

Dog må vi erkende, at de døde i en vis forstand fjerner sig fra os med tiden – eller vi fra dem. De bliver et afsnit, et kapitel i vores liv. Deres liv er afsluttet. Vores er ikke.

Men vores kærlighed til dem, er heller ikke afsluttet. Og hvad de betød for os, bliver aldrig betydningsløst. Derfor må der skrives nye afsnit, nye kapitler.  Der må fortælles nye historier om at leve med at leve uden – den, man elskede. 

Allehelgenssøndag markerer vi sammen i kirken de dødes betydning. Vi dyrker dem ikke som helgener, men vi mindes dem, som dem, der var lys i vores og andres liv.  Og måske sker der det, at samtidig med at vi mindes dem, så opdager vi, at sorgen over at miste aldrig er større end glæden, der gik forud. Sorgen blander sig med glæde og taknemmelighed.


Et sprog for sorgen
 
Kirken er et af de få steder, man kan tale om sorg og det at miste. Her er død og sorg ikke tabu, tværtimod findes der er i kirken et sprog, man kan læne sig op af eller lade sig falde ned i. Ja, man kan få lov til at råbe sin klage ud over den magtesløshed og meningsløshed, man føler sig ramt af. 

Karen Blixen skal engang have sagt: »Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller der fortælles historie om dem«.

Kristendommen er fortællingen om Gud, der elskede verden så meget, at han til sidst måtte sende sin eneste søn, sit allerdyrebareste, for at vinde verden for sin kærlighed. Men verden er ikke et ufarligt sted. Ved at sende sit barn ud i verden, gjorde Gud sig sårbar. Han udsatte sig selv for sorgens mulighed. Og da Gud mistede sit barn på korset, blev Gud den sørgende gud. 

I kristendommen forstår vi ikke blot Gud som en far, men som en far, der har mistet. Når vi beder til Gud i vores sorg, beder vi til ham, der mistede det kæreste, han havde. Gud er de sørgendes gud, han er de ensommes Gud. Han er vores Gud.

Del dette: