Du er her: 

”Længsel efter at holde om – men det kommer…”!

Af: Af provst Anders Bonde
”Hun svøbte ham…”, og ellers var det ikke gået. For det går ikke uden at holde om – og holde af!

Nu fik vi det ikke at høre i kirken juleaften. Men det er så smukt: ”Hun svøbte og lagde ham i en krybbe”. En smuk bevægelse. Et lille barn i mors arme. Så tæt. Så nær. Hun kunne mærke ham, Maria. Og barnet hende. Med hænder. Med kinden. Med hjertet. Mærke sig elsket.

”Hun svøbte ham…”, og ellers var det ikke gået. For det går ikke uden at holde om – og holde af!
Smerten lige nu er afstand. At vi skal holde afstand.

“Hun svøbte ham og lagde ham...”handler om det stik modsatte. ”At komme nær”. “Mærke”. Det er det himmelske nærvær, at vi kan mærke hinanden. Det lever vi af. Det kan ikke undværes!

Derfor er det godt med ”en boble”. ”Familie-boble”.

Betlehemsstalden var en sådan boble. De var ”under 10”.  De lod være med at synge. Det havde de en engel til. Faktisk stimlede et kor af Himlens engle sammen. Det var aldrig gået på jorden, men i Himlen julenat gjaldt der andre regler.  Her er det håbet, der styrer. Her har vi udsigt til en fremtid, hvor alt igen skal blive nyt.


Der kommer en dag, hvor vi igen giver hånd. Hvor vi danser arm i arm i en kædedans af opsparet behov for nærhed. Hvor vi igen rækker hånd til sidemanden og synge: ”Skuld gammel venskab ren forgå…”.
Engle sang om ”Fred…”. Fred til mennesker, der er så angste og forknytte, fordi de føler sig truet…! ”En farlig gæst…”! 


Jo, ”hun svøbte ham...”, Maria. “Krammede” ham. 

Jeg har et barnebarn på 6. Bor lige ved siden af. I flere måneder hen over foråret gik han med en pind på 2 m. ”Ikke nærmere”, bedstefar! Så udviklede vi en særlig ”krammer”. – ”Kun om maven, Bedstefar”, ”ikke om hovedet”. Så var det til at holde ud!


Min kone, “bedstemoderen” så anderledes på det. Ikke i forhold til barnebarnet, men alle andre. ”Rart endelig at være fri for alt det krammeri…. Det gælder også dig”. Og så kan man jo tænke sit. 

Men tænk, hvad det har kostet på nærheden med den ”farlige gæst”! På sygehusene! På plejehjemmene! Til begravelserne! Lige dér, hvor vi har så stort behov for nærhed. At holde om. At være der. Være der med alle de tegn på kærlighed, der skal bærer os igennem det smertefulde. Afsked.

Vi tog afsked med vores oldemor i november på et plejehjem. Et fantastisk plejehjem med dygtige og omsorgsfulde plejere. Men underligt vi ikke kunne være der alle sammen – og sammen. Men så var der evangeliet. Fadervor. Og tre af hendes børnebøn, der den sidste nat sang oldemor ind i himmeriges rige. De var en lille ”himmelsk hærskare” på jord, der rejste en himmelstige for det menneske, de holdt allermest af!

Ja, oldemor! Vi savnede hende så forfærdeligt - juleaften! Hendes hånd om træet. Hendes øjne, der strålede, når et nyt lille oldebarn havde lært at stavre rundt – og forsøgte sig med den første falske tone af  ”Et barn er født..”!  Et savn, mange måtte dele i julen. Det fælles vilkår er afstand, men vi kommer aldrig til at trives med det!

Julen i Betlehemsstalden er en modbevægelse. ”Et barn er svøbt..”! Juleevangeliet er en mors armbevægelse! Gud rækker hånden frem – og tager om! Fordi vi har så hårdt brug for at være elsket! At mærke det!

Oldemor var på mange måder et privilegeret menneske. Boede på den gård, hvor næste slægtled forsatte. 6 børnebørn, der alle fandt vej til aftægt-boligen. 

Et af de børnebøn fik en særlig opgave, da oldemors kræfter begyndte at svinde ind – og hun blev svag. Hun bad barnebarnet læse de kærestebreve, oldefar havde sendt hende for næsten 70 år siden.

Barnebarnet synes, det var spændende, ”men også nogen gange lidt pinligt”, som han sagde.  Og når bunken var vendt, så forfra igen…!

Oldemor havde virkelig brug for der midt i al skrøbelighed og træthed – at vide sig elsket. Endnu en kærlig omfavnelse af ham, der havde været hendes livs kærlighed. Det bar hende igennem. Det gav hende en fred. En tryghed. En glæde. Iblandt også et smil!

Her har vi julens fortælling igen! Ord om et barn, der bliver taget op! Holdt om! Svøbt! Sådan er det med Guds søn. Han kommer os helt nær! Giver os “en boble” at være i! Giver os tilbage til hinanden. Korter afstanden, og gid den dag snart må komme, hvor vi igen kan holde om. -  “I det mindste om maven....”!

 

 

 

Del dette: